Hedensted Stations betydning
historisk og i dag
Der var engang at sognerådet og beboerne i Hedensted fik en chokerende
meddelelse. Det er længe siden, så længe at ingen kan huske det, for det
er noget over hundrede år siden, nemlig i det herrens år 1866.
Jernbaneledelsen meddelte at der i forbindelsen med anlæggelse af den
jyske længdebane ville blive oprettet jernbanestation i Løsning og
Daugård for person og godsbefordring.
I Eriknauer og Hedensted ville der blive etableret et trinbræt for
personbefordring, uden billetsalg.
Beboerne i Eriknauer har sikket været godt tilfredse med udsigten til at
få et trinbræt lige uden for døren, hvorfra de kunne rejse helt til
Tyskland.
For sognerådet og beboerne i Hedensted var det et overraskende og
chokerende meddelelse at få, og det kan næppe sammenlignes med den
overraskelse og opvågning som beboerne i Hedensted ville få i dag, såfremt
DSB i dag meddelte at Løsning Station og ikke Hedensted Station skulle
genåbnes for personbefordring.
Eller at et flertal i byrådet skulle finde på at beslutte at golfbanen
alligevel ikke skulle anlægges sydøst for Hedensted, men nord for Skærven
i Løsning.
Sognerådet i Hedensted sendte, straks efter modtagelsen af det chokerende
meddelelse at Hedensted kun skulle have et trinbræt, et protestbrev til
banestyrelsen uden resultat.
Den 25. august 1875 stansede det første tog i Hedensted, men kun for
personbefordring. Det var også tilfældet i Løsning og Daugård, blot med
den forskel at her var det også billetsalg og godsbefordring.
Landmændene i Hedensted skulle hente deres korn og andre baneforsendelser
i Løsning, og mejeriet i Hedensted skulle hente deres kul i Løsning til
dampmaskinen.
Med en jernbanestation fulgte der udvikling. Købmænd og handlende fra
nærliggende provinsbyer etablerede butikker i de nye stationsbyer,
samtidig med at også lokale håndværkere og handlende forsøgte at udnytte
de nye muligheder og opførte værksteder og forretninger i de nyetablerede
stationsbyer.
Det er forståeligt at sognerådet og beboerne i Hedensted frygtede at
Hedensted i forhold til Løsning ville blive en torneroseby uden udvikling.
På den baggrund sendte sognerådet i Hedensted brev efter brev til
banestyrelsen med tilbud om at bidrage mere og mere til betaling ved
opførelsen af en stationsbygning i Hedensted, og stille gratis jord til
rådighed for stationsbygningen og vejanlæg m.m.
Efter mange års vedholdende kamp lykkedes det sognerådet og beboerne i
Hedensted at få banestyrelsen til at godkende at der blev opført en
jernbanestation i Hedensted, betinget af at borgerne selv betalte en stor
del af regningen, og at der blev stillet gratis jord til rådighed.
Den 1. juni 1888 blev stationsbygningen taget i brug i Hedensted med
tilhørende billetsalg og godsforsendelse. En billet fra Hedensted til
Løsning kostede dengang 15 øre.
Efter opførelsen af stationen i Hedensted var der skabt grundlag for
udvikling i byen. Landsbyen ændrede karakter, køerne forsvandt fra
bybilledet til fordel for butikker og forretninger.
I årene efter krigsafslutningen var der årligt en tilbagegang i såvel
personbefordring som godsforsendelsen, og det medførte at DSB nedlagde alle
jernbanestationer mellem Vejle og Horsens i 1974.
Ved nedlæggelsen af stationerne forsvandt baneskinnerne og tog ikke. Såvel i
Hedensted som Løsning ligger baneskinnerne og vanskeliggør byudvikling, og
tog giver anledning til støj og rystelser.
Det kan ikke være tvivl om at havde sognerådet og beboerne i Hedensted
ikke for over hundrede år siden kæmpet hårdt og vedvarende for at få en
station i Hedensted, og var villige til at betale prisen, havde
byudviklingen i kommunen blevet udformet på en helt anden måde.
Der ville næppe i dag være en byrådsmedlem der seriøs ville foreslå at
Løsning skulle kaldes Hedensted Nord, men det ville være nærliggende at
tro at en byrådsmedlem på Rådhuset i Løsning ville foreslå at Hedensted
skulle omdøbes til Løsning Syd.
Vedrørende spørgsmålet, hvor skal den nye togholdeplads være i kommunen,
ville det nok også være et stort byrådsflertal for Løsning.
Løsning Station blev nedlagt for gods
og personbefordring i 1974.
Efter min opfattelse bør den nye togstop hverken være i Hedensted eller i
Løsning, også selv om det vil komme til at koste mere at etablere den i
området ved rundkørslen i Stjernevejskvarteret.
At genåbne stationen i Hedensted vil efter min opfattelse medføre store
problemer på mindre end 10 år for by og trafikudvikling i Hedensted by,
samt allerede ved genåbningen af togstoppet i form af forhøjelse af støj
og rystelser fra tog der bremser ned og opstarter.
For Løsning og Øster Snede sogne samt kommunen som helhed, vil det være
efter min opfattelse rigtigt at togstoppet bliver etableret i det
område der allerede ved kommunesammenlægningen i 1970 var udset til
udviklingsområde.
Efter min opfattelse bør der afholdes borgermøder forud for at den
endelige beslutning tages i byrådet. For mit vedkommende kan velbegrundede
argumenter og økonomiske hensyn ændre min opfattelse for hvor
togstoppestedet skal være.
Hedensted Station
Hedensted Station begyndte med i 1875 at være et trinbræt i lighed med det trinbræt der blev etableret i Eriknauer.
- Trinbrættet i Hedensted blev åbnet for personbefordring i 1875.
- I 1888 blev stationsbygningen taget i brug med tilhørende billetsalg og godsforsendelse.
- Hedensted Station blev nedlagt for gods og personbefordring i 1974.
- Genåbnet for personbefordring i januar 2006.
I 1921 blev det etableret dobbeltspor mellem Århus og Fredericia.
Eriknauer trinbræt
Samtidig med at trinbrættet i Hedensted blev taget i brug i 1875 blev også
trinbrættet i Eriknauer taget i brug. Trinbrættet i Eriknauer blev åbnet for personbefordring i 1875 og benyttet til det blev nedlagt 1963.
Ved trinbrættet i Eriknauer var der på hvert side af banen en læskur til ca.
seks personer.
Ved læskuret nord for baneskinnerne var der opsat en 150 W lampe på en seks
meter høj træmast. Lampen blev tændt og slukket af et elektrisk ur der var
opsat ved siden af elmåleren.
De to nærmeste naboerne til trinbrættet havde påtaget sig at holde øje med
om lampen ved trinbrættet lyste om natten. Rystelserne fra togene medførte
at pærerne ikke havde særlig lang levetid.
Når lampen ikke lyste om natten ringede en af naboerne til
elinstallatør E. Dahl i Løsning, der havde telefon nummer 127 Løsning,
og rapporterede at det ikke var lys i lampen ved trinbrættet.
Installatør Dahl sendte efterfølgende en læredreng på cykel til
trinbrættet i Eriknauer, hvor han med mastesko på skulle op ad masten
for at udskifte pæren, for igen at etablere lys for de natlige rejsende.
Som det eneste bevarede fra trinbrættet i Eriknauer er målerafsætningspladsen
hvor elmåler samt tænd og sluk-uret var påmonteret. Nu skjult af træer og buske.
