Storbededag den 4. maj 2012 blev det i lighed med i tidligere år afholdt tale og kransenedlægning ved mindestenen for Danmarks befrielse den 4. maj 1945. Tale og kransenedlægning blev afholdt i samarbejde med Korning Lokalhistoriske Forening - Danmarks Samfundet og Hjemmeværnskompagni Hedensted. Fridtjof Stidsen Korning og Therkel Johansen Korning holdt taler ved mindestenen for Danmarks befrielse og nedlagde sammen krans ved mindestenen.

Tale og kransenedlægning den 4. maj i Korning

Fridtjof Stidsens tale i Korning den 4. maj 2012

Tak for tilliden der er vist mig ved at skulle sige lidt her. Jeg kan ikke fortælle om mine erindringer fra krigen. Dette ikke pga. hukommelsen, men dåbsattesten. Derfor er jeg glad for at vi også skal høre Therkel, hvad han erindrer fra anden verdenskrig. Tak til Lokalhistoriske forening, hjemmeværnskompagniet i Hedensted kommune og Danmarkssamfundet for initiativet til samlingen her. Jeg synes stadig det er en god tradition at mødes her og mange andre steder for at mindes dem der kæmpede for vort land. De mange der mistede livet, de mange hustruer der mistede deres mænd. Børn blev faderløse og forældre mistede deres voksne sønner. Vi mindes i dag frihedsbudskabet for 67 år siden. Jeg mener selv at kunne fornemme hvor fantastisk det måtte have været at høre frihedsbudskabet den 4. maj om aftenen.

For med rette er anden verdenskrig betegnet som de fem onde år. Krigen er betegnet som den mest ødelæggende krig. Op mod 60 millioner - over halvdelen civile - mennesker mistede livet (10 gange så mange som vi er i Danmark i dag). Et svimlende stort tal. Millioner af mennesker mistede ejendom eller blev ramt af krigens lidelser på anden vis. Alle disse tab medførte selvsagt sorg, nød og elendighed både under krigen og i mange år efter i de op mod 70 lande der blev involveret i anden verdenskrig.

Med til krigens mange katastrofer hører også Nazi-Tysklands mord på omkring seks millioner jøder. Et naturligt spørgsmål er hvorfor jøderne skulle udryddes? Historien bag ligger adskillelige år før anden verdenskrigs start. Jeg vil ikke gå ind i de dybere politiske bevæggrunde for denne forfølgelse. Men jøderne var ifølge antisemitismen, som var herskende i Tyskland før krigens begyndelse, alene et problem pga. deres "urene race". Jøderne blev på det grusomste forfulgt og dræbt i koncentrationslejre som var specielt indrettet til dette formål. Man regnede på og beregnede hvordan det var nemmest at få disse jøder udryddet.

Jeg synes det i 2012 kan give en del at tænke på. Hvordan omgås og behandler vi hinanden både i Danmark og andre lande? Mand og mand imellem. Mennesker med en anden farve, religion mv. Det eneste der ifølge Nazi-Tyskland var galt med jøderne var at de var jøder. Det giver stof til eftertanke.

Jøderne i Danmark slap skånsomt. Der blev planlagt et overgreb mod dem i oktober 1943 i forbindelse med deres sabbats- og nytårsfejring. En aften hvor de normalt var sammen for at fejre førnævnte begivenheder. Dette planlagte angreb blev lækket sidst i september og i løbet af et par dage lykkedes det at få sejlet 7.000 jøder over Øresund i sikkerhed i Sverige. Ved disse ikke ufarlige sejladser over Øresund af fiskere og andre skibsejere forlangte nogle overpris for at få hurtig profit, men disse blev senere straffet af modstandsbevægelsen og skattemyndighederne.

Vore tanker kan også gå til dem der i perioder skjulte jøder og også dem der velvilligt hjalp disse mennesker til Sverige. At skjule jøder var heller ikke ufarligt! For var der mon nogen der røbede noget? Jeg har læst at en dansk pige røbede en hemmelighed til en tysk soldat som gjorde at 80 jøder blev fanget i en nordsjællandsk kirke. Den utryghed der kunne være mand og mand imellem gjorde at mange modstandsfolk og andre der eksempelvis skjulte jøder gik med viden for sig selv, for man kunne ikke altid vide hvor der var stikkere.

Krigen var ikke bare en kamp mellem lande, men også et opgør mellem politiske ideologier. Nazisme, kommunisme, fascisme, mens vi i den vestlige del også kæmpede for de demokratiske idéer. Kigger vi rundt i verden i dag er demokrati ingen selvfølge. Her i Danmark betragter vi måske, efter en lang periode (67 år) uden krig, demokrati som en selvfølge. Men frihed og demokrati er ingen selvfølge. Vi står i dag i en stor taknemmelighed til de mennesker som kæmpede for frihed til vort folk. Til dem som med livet som indsats ville frihed for vort land og vort folk.

Kamp må der til skal livet gro, ej kamp blot for daglig brød, men kamp for frihed i liv og tro. Thi evig stilstand er død. Et vers skrevet af Kaalund længe før anden verdenskrig, randt mig i hu. Kamp for frihed i liv og tro. Denne kamp må vi også kæmpe i dag for at livet skal gro.

Tak for ordet og jeg vil nu give ordet til Therkel Johansen som husker og kan fortælle om oplevelser fra krigen vi i dag mindes friheden for.

Therkel Johansens tale i Korning den 4. maj 2012

Det var et prisværdigt initiativ Hjemmeværnet i sin tid tog med Arne Rosenquist og Knud Madsen i spidsen for vort lokalområde Hedensted Kommune til hvert år ved en lille sammenkomst ved vore mindestene at mindes de danskere, som måtte bøde med livet, såvel som vore allierede venner, der fandt døden i dansk jord under Anden Verdenskrig.

Ungdommen i dag, som af gode grunde ikke husker eller oplevede den fjerde maj 1945, kan næppe fatte den jubel og glæde. Ja, vi kan godt sige glædesrus det danske folk kom i, da vi over BBC klokken 20.36 hørte budskabet, der lød:"I dette øjeblik meddeles det, at Mont Gommery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig".

Danmark var atter frit.

Det var ud fra denne følelse ved igen at være et frit folk, at denne sten blev rejst som en tak for freden.

Med takken vil vi med ærbødighed mindes dem, som satte livet ind for at kæmpe for uretfærdigheder, og som blev ofre for tortur, - ikke mindst dem, som blev deporteret til Hitlers koncentrationslejre.

Selvom Korning slap lempeligt igennem de fem lange år, var der også her familier og hjem, der blev hårdt ramt bl.a. ved at have pårørende i tyske koncentrationslejre. Jeg vil her nævne 3 med nær tilknytning til Korning: politibetjent Arne Mikkelsen, svigersøn af Marie og Peder Smidstrup, Korning Enggård, politibetjent Jens Jørgensen, søn af Ingeborg og Therkel Hansen Jørgensen, Korning Østermark og grænsegendarm Erling Pedersen, søn af Ane Pedersen, der boede i huset lidt tilbagetrukket overfor Korning Genbrug. Han havde også sin barne- og ungdomstid i Korning. Arne Mikkelsen døde i Buchenwald koncentrationslejr den 12. Januar 1945, kun 4 måneder før befrielsen, 35 år gl. Han nåede ikke hjem. Jens og Erling slap med livet i behold, men var meget afkræftede, da de blev afhentet af de hvide busser i april måned 1945 og blev ført til Sverige takket være greve Folke Bernadotte, der med direkte forhandlinger med Ss’ern Heinrich Himmler fik gennemført den storslåede Rødekors ekspedition til Tyskland ved hvilken ca. 30.000 danske og norske koncentrationsfanger førtes fra Tyskland til Sverige.

En fjerde bør også nævnes med nær tilknytning til Korning: Emil Back, søn af Ane Marie og Niels Back, Korning Gl. By. Han blev taget i Århus og ført til Frøslevlejren, der var gennemgangslejr for de fanger, der sendtes videre til de tyske koncentrationslejre, men Emil var heldig, grundet krigens nære afslutning. Ifølge en brors udsagn kom han i stedet for med en af de hvide busser til Sverige i april måned 1945.

Vi bør også i høj grad mindes de frihedskæmpere, der under det tyske åg satte livet til, som en udtalte umiddelbart efter befrielsen, men det kan ikke nægtes at vor glæde har gråd i halsen for de, som havde førsteretten til at indånde frihedens luft, er her ikke, og så nævnte vedkommende bl.a. Kaj Munk.

Med god grund kan også nævnes Hvidsten gruppen, Holger Danske og mange flere.

Et sort kapitel blev det med Bornholm, der i hele 11 måneder var besat af russerne efter det øvrige Danmark var frit, men lykkeligvis endte det med, at vi beholdt Bornholm, men da var både Rønne og Nexø næsten totalt smadret af russiske luftbombninger.

67 år er gået siden da. Og vi ældre forstår det ikke, men gode tider farer af sted.

Danmark er en fredselskende nation, men vi bør altid have et beredskab, der er rede til at kæmpe, hvis vor frihed angribes.

Vi kan være stolte over, at vi i dag har en hær af unge kvinder og unge mænd, som er villige til med livet som indsats, - ikke alene for vort fædreland, men også udenfor Danmarks grænser, - at kæmpe for demokrati, frihed og ret; - men vi bliver dybt rørt hver gang vi ser en falden soldat komme hjem i en kiste, dækket med den røde dug med det hvide kors Dannebrog. De gjorde deres pligt. Derfor skal de hædres.

På den hjemlige front er hæren bistået af et frivilligt hjemmeværn.

De personer, der tog initiativet til at rejse denne sten, ønskede, at takken for freden skulle sendes opad.

Må den da fremover stå og bevidne, at det var Gud, der gav freden til Danmarks folk.

TAK.

Kaffe på Korning Skole

Efter tale og kransenedlægningen ved mindestenen for Danmarks Befrielse indbød formanden for Korning Lokalhistoriske Forening Jens Pedersen de fremmødte til kaffe på Korning Skole.
Efter kaffepausen fortalte Trygve Mouritsen Korning og Kurt Pawlowski Løsning erindringer fra besættelsesårene.

Korning Skole

Anders Straarup holder 4. maj-tale i Korning ved mindesten for Danmarks befrielse og nedlægger krans fra 5 foreninger i Korning.

Tale og kransenedlægning den 4. maj i Korning

Anders Straarups tale i Korning den 4. maj 2011

Vi er samlet her for at glæde os over at krigen i 1945 endte, som den gjorde. Vi er ikke neutrale iagttagere, der kan analysere begivenhederne, som var det bare et spil. Det drejede sig om et forsøg på at udbrede en ny måde at leve på, hvor staten skulle sørge for alt, og hvor alle tanker skulle ensrettes.
Tyskerne bredte sig ud over nabolandene, og Danmark var besat i godt 5 år. Heldigvis kæmpede englænderne støttet af især canadiere, australiere og new zealændere imod. Det var helt afgørende, at amerikanerne også i december 1941 efter Pearl Harbour gik ind i krigen.
De allierede kæmpede det meste af kampen, men vi kan være glade for og stolte af, at også mange danskere på forskellig vis tog del i kampen mod et system, vi ikke havde nogen sympati for.
Jeg er blevet inviteret her, fordi jeg særligt interesserer mig for de allierede fly og flyvere, der kom ned i Danmark under 2. Verdenskrig. Dem skriver jeg om på internettet på siden www.airmen.dk. I forbindelse med fly, der styrtede ned i Bøgballe og Åle kom jeg i kontakt med Arne Rosenkvist og andre i området. Et af de 460 fly med over 3000 flyvere som jeg fortæller om styrtede ned ved Hostrup nogle km sydøst for Hedensted den 12. september 1941 på et tidspunkt hvor tyskerne stadig havde fremgang og amerikanerne stadig var neutrale. Jeg nævner episoden for at give et billede af tiden, inden der for alvor kom gang i modstandsbevægelsen. Flyet ved Hostrup var i problemer, så besætningen på 4 mand sprang ud og flyet styrtede ned på en mark. Dansk politi satte en stor styrke ind på at fange flyverne, og de 3 blev fanget ret hurtigt, men Philson, den sidste flyver, var væk.

4 dage efter styrtet blev han opdaget i bremsehuset på en godsvogn på Daugaard Station. Jernbanemanden ringede til politiet, og dermed var den flugt slut. (Se Google Map p047 Hampden AE300.)
Inden de mange politifolk skulle hjem arrangeredes middag på Daugård Kro. Til denne middag inviterede den ledende politimand politikommissær Palle Høybye, nu den netop tilfangetagne flyver. Han sagde tak. Da alle var bænket i krosalen, herunder også folk fra byen, som gerne ville se den sjældne gæst, blev Philson ført ind af politi-kommissæren, mens alle rejste sig. Flyveren fik hæderspladsen midt for bordet. Menuen var risengrød og rødspætter.
Under middagen blev der holdt 3 taler. Først satte politikommissæren Philson ind i det danske politis situation og gjorde ham klart, hvor de tilstedeværendes sympati lå.
( Palle Høybye var senere meget aktiv i modstandsbevægelsen.) Derpå rejste den stoute overbetjent Hybschmann fra Christianfeld sig. Han, der under 1. verdenskrig havde siddet flere år i engelsk fangenskab, sluttede med at sige: »Nu skal du glæde dig over een ting, selv om det er trist at være fange, og det er, at du da har reddet livet«.
Den sidste tale blev holdt af Philson, der havde lavet et kort manuskript, hvor han takkede meget rørt. Han blev ønsket lykke på rejsen, man sang "Der er et yndigt land" og han blev overgivet til en tysk major.
Efter krigen besøgte Philson i 1952 og i 1980 Vejleegnen, hvor han bl.a. besøgte politimester Høybye i Horsens - og i november 2010 sendte han i en alder af 90 år indirekte via Kristian Zouaoui en korrektion til det, jeg havde skrevet i airmen.dk om flyet. Det var ikke i brand, men en motor var blevet beskadiget og de havde tabt brændstof, så de var uden chance for at nå helt tilbage til England. Derfor hoppede de ud! Og Kristian Zouaoui har bl.a. sendt mig et foto af Philsons manuskript, som I kan se i www.airmen.dk.

I 1946 var der 1171 allierede flyvere i dansk jord, og vi har stadig 1030 begravet. Hertil kommer 190 begravet i andre lande og godt 900 uden kendt grav. Der var 610 krigsfanger. 92 flyvere blev hjulpet til Sverige og 57 blev sejlet til England. Jeg har 3054 flyvere i databasen.
(Flyvere 1946)
Jeg kender ikke lige tallene for hvor mange danskere, der mistede livet som følge af krigshandlinger. 193 blev henrettet af tyskerne, men mange andre døde på andre måder. Hvem var med i modstandsbevægelsen? Det kan være svært at afgrænse, men Modstandsdatabasen på Frihedsmuseets hjemmeside omfatter 1. maj 2011  70.747 personer!
Efter krigen var politikerne kloge nok til at oprette Hjemmeværnet med mange tidligere modstandsfolk som grundstamme - og Hjemmeværnet består stadig i 2011, selv om det nu har en anden rolle. Fra min tid som officer af reserven i Nørrejyske Artilleriregiment har jeg respekt for Hjemmeværnet!
Vi har i århundreder haft Dannebrog som samlingsmærke. Den første allierede flyver, Donald V. Smith, der nåede Sverige i april 1943 gik på et tidspunkt træt og sulten omkring ved stranden nordvest for Helsingør. Da så han et hus med et Dannebrogsflag i vinduet, så han regnede med, at de måtte være rigtige danskere. Han bankede på, og det viste sig, at han havde ret. Han fik hjælp, og der er en lang historie om, hvordan han kom til Sverige. (Første flyver til Sverige)
Vi kan glæde os over, at Danmarkssamfundet stadig er aktiv for, at vi kan have Dannebrog som nationalt symbol.
Vi kan også glæde os over at leve i et frit land, hvor vi har frit valg mellem en række politikere og partier, der mener noget højst forskelligt om Danmarks fremtid, og hvor vi selv kan blande os, så meget vi har lyst til.
Vi kan være taknemmelige for at de allierede og modstandsbevægelsen kæmpede og ydede en indsats, så diktaturet tabte og Danmark blev frit. De var alle med i den samme krig.
Jeg lægger denne krans fra 5 foreninger i Korning for at mindes alle, der faldt i kamp for deres eget lands frihed og også for Danmarks frihed.

Arne Rosenkvist holder 4. maj-tale i Korning ved mindesten for Danmarks befrielse og nedlægger krans fra Korning Lokalhistoriske Forening.

Tale og kransenedlægning den 4. maj i Korning

Arne Rosenkvists 4. maj-tale 2010

Stjernestunder ses kun på mørk baggrund. Og den glædelige begivenhed som denne sten er vidne om er også kun rejst på baggrund af de 5 mørke år, der gik forud.

Stenen er rejst af folk her i Korning, de samme folk som stod bag flagalleen der blev rejst som en forsættelse af alsangen i begyndelse af krigen. Korning var den eneste sogn i det gamle Hedensted der har en friheds-mindesten. Da jeg i 1997 foreslog Hjemmeværnet (HJV) at vi skulle markerer denne dag var det naturligt i den gamle Hedensted kommune at vi markerede her i Korning ved frihedsstenen.

Vi har her et bysamfund der er sin historie bevist. Og den nystartede lokalhistoriske foreningen er også medarrangør i dag. Det er for mig et tegn på at mindestenen i Korning forsat er i gode hænder.
Nu hvor lokalforeninger sammen med andre foreninger her i Korning og Danmarks-Samfundet (DS) Hedensted står bag arrangementet.

Et historieløst folk er et fattigt folk.
Der er sagt: Det land kan ej forgå der ikke vil det selv. Men så skal de lære af deres fortid.

65-års dagen for Danmarks befrielse.
For hvert år bliver vi færre og færre der har oplevet den rigtige 4. maj, og derfor er vigtigt at bringe historien videre. Jeg erkender at aldersgennemsnitet er højt her ved denne mindehøjtidelighed. Og vi kan håbe at der kommer yngre til, jeg håber også at skolen bruger lejligheden til at fortælle hvorfor der er flag i flagalleen i dag.

Jeg er blevet spurgt hvor længe vi vil blive ved med at højtideligholde denne aften. Og mit svar er: Det bliver vi forhåbentlig ved med meget langt frem i tiden. Både at mindes her ved stenen og tænde lys i vinduerne den 4. maj.
Den 18. april, Dybbeldag, bliver jo mindet hvert år, og det er ikke blevet mindre med tiden, det var et nederlag, her denne dag har vi om en sejr, så dog en frihedsdag at mindes.

Allierede faldne.
Der er to flyvermindesten til minde over allierede faldne, én ved Bøgballe og én ved Åle. Det var folk der ikke havde tilknytning til Danmark, men alligevel mistede deres liv her.

Det har været naturligt for HJV at adopterer de to mindesten over faldne allierede flyvere, og denne aften at holde en lignende mindehøjtidelighed der. Så herefter forsætter HJV og DS videre til mindehøjtidelighed, kl 19 i Bøgballe og kl 20 i Donneruplund ved Åle. Herefter er alle velkommen til kaffe på HJV-gården i Honum v/ Rask Mølle.

Afslutning:
I alle årene har vi ved mindestunden, sunget de to sange, der frem for noget forbindes med 4. maj. Det er "En Lærke Letted" som apotekeren i Kolding satte sig til at skrive den 4. maj 1945, og som mere end den officielle frihedssang, om de fem forbande år, er kommet til stå for stemningen den 4. maj. Den anden sang er Chr Ricard: "Altid frejdig", der bedre end noget jeg kan sige, beskriver tiden vi mindes.
Med det i mente, vil jeg her nedlægge den krans som er skænket til mindehøjtideligheden her.

Jens Pedersen formand for Korning Lokal Historiske Forening byder velkommen til taleren Kurt Müller Pawlowski og de fremmødte ved kransenedlægningen den 4. maj 2009. Fra venstre ses Kurt Müller Pawlowski, Jens Pedersen, repræsentant med fane fra Danmarks-Samfundet, repræsentant fra Hjemmeværnet i Hedensted Kommune, to repræsentanter fra Korning Idræts Forening med foreningens nye fane og Idrætsforeningens fane fra besættelsesåret 1943.

Tale og kransenedlægning den 4. maj i Korning

  Fjerde maj 2009 - Kurt Müller Pawlowskis tale ved mindestenen i Korning

Færre og færre husker den glædelige besked i radioen fredag den 4. maj 1945 kl. 20.35 , hvor redaktør Johs. G. Sørensen oplæste budskabet fra London - kapitulationsbudskabet: "Feltmarskal Montgomery har meddelt den allierede øverstkommanderende, at alle fjendtlige styrker i Holland, Nordvesttyskland og Danmark, herunder Helgoland og De frisiske Øer har overgivet sig til den 21. armégruppe med virkning fra klokken 8 engelsk sommertid i morgen. lørdag den 5. maj."
Samme formiddag ringede samtlige af Danmarks kirkeklokker friheden ind. De fem forbandede År var slut - Danmark var igen et frit land.

Vi bør stadigvæk fastholde mindehøjtidelighederne netop denne dag - især også af hensyn til vore yngre generationer. Vi lever desværre i en tid, hvor verden ligesom er gået af lave - krig og ufred mange steder - lad mig blot nævne de forfærdelige massedrab i Afrika - og de voldsomme kampe i og omkring Gaza. Sidste år fortalte jeg lidt om, hvordan jeg selv oplevede befrielsen i det sønderjyske - enhver person født før og efter den 9. april 1940, da vi blev besat af nazi-styret, har uden tvivl sine egne oplevelser. Vi burde rent historisk gøre meget for, at så mange som muligt fik nedskrevet deres oplevelser af hensyn til fremtidens unge. Det vil være uvurderligt for fremtidens historikere. jeg ved ikke om, det kunne være en prisopgave for et eller andet bog-forlag? Måske oprette en lokal studiekreds med dette emne?

Jeg selv var næsten otte år gammel, da Frihedsbudskabet kom til min by - Broager i Sønderjylland - jeg blev det i hvert fald tre dage efter budskabet, nemlig den 8. maj. Og jeg har forsøgt at gengive mine drenge-oplevelser i den bog, jeg skrev for et par år siden.

Det har vist sig, at man i de sidste par år har boret meget i netop Anden Verdenskrig flere og flere ting er kommet for dagen - og nu er det ligesom, at man har turdet røre ved de negative sider af de forskellige indsatser.

Vi har hørt og læst meget om evakueringen fra Dunkirk i 1940 - men går man bag om kulisserne, så kunne denne evakuering være endt i et forfærdeligt nederlag, da såvel de franske, beligiske og engelske politikere og ledende militærpersoner i mange tilfælde slet ikke var deres opgaver voksne. Ja, det skete endda, at man bevidst modarbejdede hinanden til ubodelig skade for såvel den civile befolkning som soldaterne! I sidste øjeblik fik man dog reddet mange tusinder, men endnu flere kunne have været reddede, hvis samarbejdet havde været, som det burde have været!

I mange år har vi atter og atter hørt om den fantastiske allierede indsats invasionen den 6. juni 1944, men går man i dybden, som visse historikere nu har gjort - ja, så var denne invasion slet ikke så fejlfri, som mange hidtil har fået at vide - og dermed troet på. Alt, alt for mange ting slog fejl - og der var fx også stridigheder de ansvarlige politikere og de militære ledere imellem. Og hvem måtte så betale for disse fadæser - jo, soldaten, som gik i land på de franske kyster. Eller for den sags skyld landede fra luften på en eller anden måde. Heldigvis blev det ikke den helt totale katastrofe - og det skyldtes udelukkende, at det tyske panservåben ikke blev sat ind hurtigt nok - det våben var faktisk Hitlers kæledægge - og han sov, og ingen turde vække ham for at spørge om lov. Desuden var det frygtede tyske luftvåben, Luftwaffe, faktisk nu uden betydning, hvorimod de allierede havde den totale luftoverlegenhed. Prøv bare at forestille jer over 10.000 flyvninger denne dag!

Mange af de næsten samme ting gjorde sig gældende, da man i omtrent huj og hast måtte forlade Europa ved Dunkirk i maj-dagene 1940. Også her var der store gnidninger de ledende imellem - ja direkte dumheder er desværre ikke for meget sagt - den slags dumheder er først kommet for dagens lys i de senere år.

Danmark som sådan slap særdeles nådigt gennem Anden Verdenskrig - andre lande måtte bøde ufattelig hårdt - vi kan blot sammenligne os med vort broderland Norge. Men ofre måtte vi bringe - mange ofre. Og de første kom allerede den 9. april, da tyskerne overskred den dansk-tyske grænse. Når man har været soldat i Søgårdlejren, tænker man uvilkårligt på det dystre billede af kisterne med vore unge soldater, der faldt for den knusende overmagt.

Man tænker også på den stigende terror, der blev større og større - især da GESTAPO kom til landet i 1943 - nu så vi, hvilken ondskab og menneskeforagt, der lå bag nazismen - man siger nok, det værste nogensinde i verdenshistorien - ja, det er rigtigt i den nyere tid. Går vi tilbage i historien fandt der også langt før vores tids-regning uhyggelige ting sted - men forskellen var den, at vi jo dengang levede i et højt udviklet og moderne Europa, hvor disse misgerninger aldrig nogensinde burde have fundet sted! Men det gjorde de - og det endda systematisk. Det er ufatteligt, at nogle - heldigvis nogle få - der, den i dag ikke tror på fakta. Da Birthe og jeg for nogle år siden besøgte Auschwitz, fik vi og vore rejsefæller en tung klump i halsen, da vi trådte ind i lejren - under de prangende bogstaver. Arbeit macht frei! Løgn og atter løgn fra ende til anden. Det er bl. a. også de ting, vi skal tænke på her i dag, når vi mindes, at det nu er gået 64 år siden, vi blev et frit folk igen.

Det gør uendelig ondt, når vi hører og læser om, at nogle af vore unge i dag sætter livet til ude i den store verden for at sikre andre et demokratisk samfund. De giver det højeste, de har - nemlig deres liv i lande langt, langt væk fra Danmark. Vi kan blot tænke på vor forsvarsminister, Søren Gades, tunge byrder, når han gang på gang har skullet deltage i vore soldaters enten bisættelser eller begravelser. Og der kommer desværre nok flere!

I 1956 troede de fleste af os, at nu ville den 3. verdenskrig bryde ud. Vi der dengang var soldater blev pludselig klar over, det det meget hurtigt kunne blive alvor En vagtkommandør på vore kaserner blev normalt ringet op højst et par gange i døgnet af den officer, der havde ansvaret for vagten - nu skete der noget helt andet. På kasernernes gange blev skabene med skarp ammunition åbnede - bilerne blev startet hver time døgnet rundt - og vagtofficeren ringede mindst én gang i timen døgnet rundt. Pludselig blev soldaterne klar over, at det mest forfærdelige kunne ske - og havde man pjattet og sjusket lidt med sine øvelser - så kom skeen pludselig i en helt anden hånd. Ragnarok kunne bryde ud med et kort varsel. Vi havde øvet masser af gange i skovene nord for Aalborg og aldrig set eller anet, at der her var depoter med granater - nu var sløringen borte - dér stod de - og der var tusinder af dem.

Heldigvis kom de aldrig i brug! Men i dag ved vi, at verden er et usikkert sted - alt, alt for mange steder er der uro - og alt for mange steder bliver andre granater og andre våben brugt til at slå mennesker ihjel - meningsløst og atter meningsløst - hvornår lærer vi mennesker - de såkaldte homo sapiens - dog at sætte sig ned omkring et bord at tale sig til rette. Jeg håber, at det sker i vores tid. Vi som er samlet her i dag kan blot håbe, at menneskene dog i det mindste vil blive mere demokratisk indstillede i fremtiden. Og - ikke mindst - at vi lærer at respektere hinanden. Hermed nedlægger jeg en krans i håb om, at fremtiden bliver lysere for hele menneskeheden.

Tale og kransenedlægning den 4. maj i Korning

  Fjerde maj 2008 - Kurt Müller Pawlowski taler ved mindestenen i Korning

Tale og kransenedlægning den 4. maj i Korning

Traditionen tro afholdt Hjemmeværnskompagni Hedensted i lighed med tidligere år mindehøjtidelighed og kransenedlægning ved mindestenen i Korning - for Danmarks befrielse den 4. maj 1945. På baggrund af min mangeårige medlemskab af hjemmeværnet, og på grund af jeg husker krigen og besættelsestiden - samt opsætningen af mindestenen ved Korning Skole - der blev opsat af beboerne i Korning den 4. maj 1947 blev jeg bedt om at holde mindetalen af hjemmeværnet.

Knud Madsens mindetale den 4. maj 2007 i Korning

Vi står her ved en meget gammel granitsten. Stenen blev i en fjern fortid med indlandsisen fragtet den lange vej fra Norge til Korning, og da isen smeltede for ti-tolv tusinde år siden lå stenen tilbage ved Storkkjær.
Vognmand Gunner Mortensen har fortalt mig at de måtte grave baghjulene på hans lille lastbil ned for at få løftet den store tunge sten op på ladet. Stenen blev kørt ud til en stenhugger i Horsens hvor det blev indhugget den mindetekst I kan læse på stenen i dag.
Teksten på stenen er forfattet af vejmand Peder Nielsen, der også var lokalredaktør for Horsens Folkeblad i Korning. Teksten giver fuldt ud udtryk for den taknemlighed som beboerne i Korning følte to år efter krigsafslutningen ved afsløringen af mindestenen.

Jeg er en af de få i Korning der husker krigen og de tyske soldater i Korning samt afsløringen af mindestenen i 1947. Jeg husker også den store fredsglæde der var i Korning den 4. maj 1945 om aftenen hvor vi hørte frihedsbudskabet fra B.B.C. i London.

Beboerne i Korning kom skånsom gennem krigen og de fem besættelsesår, men hverdagen var præget af rationeringer og vareknaphed. Især i de sidste to krigsår sov folk uroligt og frygtsomme om natten når larmende tungtlastede bombeflyvere med mål i Tyskland fløj lav hen over husene og tyskernes lyskastere ved Bygholm Sø oplyste himlen på en ildevarslende måde.

For ca. tyve år siden var jeg på Hjemmeværnets Højskole i Nymindegab og kom til at dele værelse med en tidligere politibetjent der havde været i tysk koncentrationslejr under krigen. Flere gange hver nat blev jeg vækket af hans mareridt, klager og råb på dansk og tysk, det var ikke særligt rart. Han var en af de mange der overlevede, men han var mærket for livet, plaget af søvnløshed og mareridt.
Kort efter at han var kommet hjem fra koncentrations lejren var han tilbage i tjenesten ved politiet, og han var med til at arrestere værnemagere og tyske håndlangere. Godt 50 år gammel var han nødsaget til at holde op ved politiet på grund af tiltagne problemer med eftervirkninger af koncentrationslejr opholdet.
Han frygtede at historien skulle gentage sig, blot på en anden måde, på den baggrund var han med til at opbygge hjemmeværnet i København og han var kompagnichef i fem år.
Han var en af de danskere der overleve koncentrationslejren, men han så flere af hans kammerater bukke under og det genoplevede han næsten hver nat i hans drømme.

Jeg husker at min far kom hjem og fortalte at Ane Pedersen, Ane Malkepige som vi kaldte hende, ikke i over en måned havde fået brev fra hendes søn Erling, der var i koncentrationslejr i Tyskland, og det sidste brev hun havde fået fra ham var skrevet af en medfange. Erling Pedersens forbrydelse bestod i at han var grænsegendarm.
Erling Pedersen overlevede koncentrationslejr opholdet og kom hjem til Danmark, mager og afkræftet, med en af de hvide busser ved krigens afslutning. Efter tre måneders rekreation og genoptræning, genoptog han arbejdet som grænsegendarm ved den dansk-tyske grænse.

Jeg husker at vores nabo Svend Teilmann, der var mælkekusk, oprevet kom og fortalte at Hans Kristensen var blevet hentet af tyskerne fordi han havde fisket nogle spande op af åen, der var blevet benyttet ved våbennedkastning. Hans Kristensen sad fængslet i en uge i Århus.

Jeg husker også at en anden af vores naboer Peder Gregersen, blev kaldt Peder Klak, kom og fortalte at Jens Andersen var blevet arresteret af tyskerne i Hatting.
Jens Andersen blev arresteret ved Hatting skole på vej hjem fra pigebesøg i Hatting, lidt før spærretid. Fem minutter før tyskerne anholdt ham var jernbanesporene blevet sprængt ved Hatting station. Jens Andersen måtte tilbringe to dage og nætter på Missionshotellet i Horsens, der var tyskernes hovedkvarter, før han blev løsladt. Han har fortalt til mig, at det var de to værste dage i hans liv.

Jeg oplevede besættelsen som dreng og bortset fra engang i efteråret 1943 hvor jeg sad og legede i min sandkasse ved mit hjem på Ussingvej da en engelsk spærre ballon pludselig rev el og telefonledninger ned nogle få meter fra mig, husker jeg aldrig jeg bange under krigen. Jeg husker krigen og besættelsen som en spændende tid, hvor der skete noget nyt hver dag og nat.

Hermed vil jeg afslutte min tale og nedlæge blomster til minde om de mange danskere der døde i frihedskampen for at vi i dag kan leve i et frit demokratisk land med ytringsfrihed for såvel Loke som Thor.